Sketches of Jazz


Sketches of Jazz



- og lidt fra jazzens historie

Besætningen, blæserinstrument sammen med bas og trommer, dukkede op i jazzens historie i begyndelsen af 1950´erne indenfor den såkaldte moderne jazz. Hidtil havde akkordinstrumentet været obligatorisk i et jazzorkester - lige fra banjoen i ældre jazz til piano og guitar i den nyere. Jazzsoloen blev spillet på basis af akkordinstrumentets klange - det gav solisten støtte og inspiration under spillet. Nogle af de første, der prøvede denne nye konstellation af, var Gerry Mulligan og Chet Baker med deres legendariske Gerry Mulligan Quartet (1952-53). I slutningen af 1950´erne opstod den modale jazz, hvor solospillet blev funderet på en enkelt - eller nogle få skalaer, som det hidtil havde været almindeligt i den asiatiske musik (f.eks. i indiske ragaer, hvor skalaen repræsenterede en stemning). Samtidig opstod den såkaldte free-jazz, hvor akkordgrundlaget blev forkastet til fordel for en større eller total frihed i solospillet, som her mere blev baseret på melodik. Ved at udelade/undertrykke akkordfundamentet i musikken blev der således åbnet op for nye veje for solospillet samtidig med at kontrabassens linjer fremstod mere markant i lydbilledet. I denne forbindelse kan det nævnes, at Sonny Rollins i 1957 talte om at "opnå frihed for den harmoniske strukturs tyranni", og Ornette Coleman i 1958 talte om at "improvisere frit uden den harmoniske strukturs tyngde" - han opfandt sit "harmolodiske system", der afstikker nye metoder for den improviserende musiker. Mange af jazzens mestre har frembragt akkordløs triojazz af høj kvalitet - fra Sonny Rollins til Joe Lowano. Sketches of Jazz har - uden sammenligning - lagt sig i slipstrømmen af denne tradition.